Referat fra Generalforsamlingen 2026 afholdt i Medborgerhuset tirsdag 17. marts 2026 klokken 19:00
Formand Per Holm bød velkommen. Da bestyrelsens forslag til dirigent Per Stenberg akut var blevet forhindret, blev formand Per Holm af forsamlingen valgt som dirigent.
Dirigenten kunne som det første konstatere, at generalforsamlingen var lovligt varslet efter vedtægterne:
Der var fremmødt 21 beboere og ingen fuldmagter.
Formanden indledte med at fortælle, at der nu via vores advokat endelig er indgået et forlig om udtrædelse af “Fællesforeningen 11CP”.
Forliget indebærer at vores forening modtager 80.000 kroner fra 11CP.
Beløbet er lige nu hensat på en klientkonto, og kommer til udbetaling så snart et nyt skøde er blevet tinglyst, hvor vi vil stå som ene ejere af vores område.
I årets løb er etableringen af den nye transformator på Sikavej endelig blevet gjort færdig. Nu afventer vi at tinglysning skal finde sted.
Den store udfordring har, udover forhandlingerne omkring 11CP, været sne og frost. I regnskabsåret indtil 31. december gik det nogenlunde efter planen, men her i 2026 har der virkeligt været store udgifter med at holde veje og stier farbare. Foreningens likviditet er ikke længere solid som normalt, så det var rettidig omhu da vi sidste år hævede kontingentet til 3000 kroner. Nu håber vi så at vi ikke ser mere sne og frost i resten af dette kalenderår.
I årets løb har Hanne, Dan og Formanden fjernet alger og malet bænken og skurene ved legepladsen.
Vi aftalte på sidste års Generalforsamling, at vi ville være afventende med udgiftstunge tiltag, og vi vil stadig i det kommende år lige se tiden an, før vi igangsætter større projekter.
Spørgsmål og debat:
Der var et par opfølgende spørgsmål samt ros til bestyrelsen for godt udført arbejde i årets løb.
Kasserer Mai-Britt Pedersen fremlagde og gennemgik herefter det reviderede regnskab.
Der var ingen spørgsmål til regnskabet, som herefter blev enstemmigt godkendt.
Der var i år ingen indkomne forslag.
Kasserer Mai-Britt Pedersen fremlagde og gennemgik bestyrelsens budgetforslag for indeværende år. Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 3.000 kroner.
Mai-Britt oplyste at der allerede på nuværende tidspunkt er betalt lidt over 160.000 kroner til vintervedligeholdelse.
Budgetforslaget blev kortvarigt debatteret, men da der var meget klare tilkendegivelser til opbakning til bestyrelsens forslag blev dette vedtaget, og budgettet blev derfor godkendt som det blev præsenteret.
Kasserer Mai-Britt Pedersen var på valg, og blev enstemmigt genvalgt.
Dan Andersen og Bent Dagelykke var ligeledes på valg, og de blev begge enstemmigt genvalgt.
Genvalgt som suppleanter blev Flemming Tønnov og Hanne Holm.
Genvalgt som revisorer blev Arne Levinsen og Anne Grethe Sjørup.
Nyvalgt som revisor suppleant blev Karina Nielsen.
Igen i år har Egon Toft hjulpet alle med at tømme og vedligeholde de opsatte skraldespande til hundeposer. Egon fik af bestyrelsen et gavekort til Køge Handel på 1000 kroner. Desværre meddelete Egon samtidigt at han fraflytter og derfor ikke i fremtiden er til rådighed. Hvis der er en person der kunne tænke sig at overtage denne opgave, bedes vedkommende henvende sig til bestyrelsen.
Efter et par opfølgende generelle kommentarer takkede generalforsamlingen for god ro og orden, hvorefter mødet blev afsluttet.
Referent: Mai-Britt Pedersen