Referat af bestyrelsesmøde afholdt hos Per Marquard Stenberg tirsdag 28. maj 2024 klokken 18:00
Der var ingen afbud til mødet.

Rundtur i vores område

Vi startede mødet med en rundgang i vores område, og i år var vejret med os (det plejer at regne). Vi kunne konstatere at området nu igen fremstår pænt og vedligeholdt, efter vi selv har måttet overtage vedligeholdelsen efter “Fællesforeningen 11CP”´s vægning ved atoverholde egne vedtægter. Mere herom senere i referatet.
Der var nogle sten der var sunket omkring en rist på stien langs boldbanen, hvilket kræver en reparation. Action: Bent

Information siden seneste møde

Per M. og Per H. har deltaget i et møde hos advokat Søren Storgaard, hvor deltagerne desuden var 2 repræsentanter fra 11CP, samt vores egen advokat Michala Jørgensen. Mødet varede et par timer, og det stod meget hurtigt klart at 11CP ikke havde taget stilling til vores fremsendte kompromis forslag til en endelig løsning. Eneste sætning der blev gentaget igen og igen var at “man vil ikke ville acceptere noget”. Hvad “noget” var (udover måske vores forslag) blev ikke forklaret, da man ikke havde drøftet “noget” med de øvrige 7 foreninger!!
Mødets konklusion blev at de 2 repræsentanter fra 11CP blev sendt hjem, så man kunne drøfte en fremtidig reel opløsning af 11CP med de øvrige 7 foreninger.
Der blev derefter aftalt et næste møde til fredag 14. juni klokken 13, igen hos advokat Søren Storgaard.
Vi ser med spændt forventning frem til dette møde.

Vi har købt græsklippermaskinen af Fællesforeningen, tilligemed huset hvor den opbevares, samt forskelligt nødvendigt tilbehør.
Vi har samtidigt etableret en aftale om græsklipning med Henning, som i de seneste år har fungeret som græsklipper for Fællesforeningen.
I den forbindelse har vi tegnet de nødvendige forsikringer for både maskine, hus, ansvar o.lign.

Vi er ved at være i mål med etablering af Mai-Britt som ny kasserer i foreningen, hvilket kræver en del registreringer (bank, virk, e-boks, betalingsservice, MIT-id osv.).  I den mellemliggende periode har vores mangeårige kasserer været behjælpelig med kassererjobbet, hvilket vi er meget taknemmelige over.

Regnskab

Da Mai-Britt endnu ikke er fuldt etableret som kasserer, kunne vi blot konstatere at det årlige kontingent forfalder til betaling indenfor få dage. Vi afventer derfor regnskabstal til næste møde ordinære bestyrelsesmøde.

Næste møde

Næste møde blev aftalt til torsdag 15. august klokken 19:00, og afholdes hos Per H.

 

Referent Per Holm